Om op-art | Vasarely, Bridget Riley, The Responsive Eye og kunsten at snyde øjet

Hvad er op-art?

Op-art, kort for optical art (optisk kunst), er en stil inden for abstrakt maleri, der tog kunstverdenen med storm i midten af 1960’erne. Billederne består af intet andet end præcise geometriske former – striber, skakbrætter, cirkler, prikker og kvadrater –, som regel i stærkt kontrasterende sort og hvid eller i klare farver. Når de er arrangeret med stor omhu, snyder disse enkle former øjet: Flade lærreder ser ud til at bule ud, bølge, flimre, dreje rundt eller vibrere, og nogle gør endda beskueren en smule svimmel. Op-art fortæller ingen historie og viser ikke verden; dens emne er selve det at se. Navnet stod første gang på tryk i magasinet Time i 1964 som et modstykke til popkunst.

Gamle illusioner, ny kunst

Op-art havde rødder i videnskaben og i Bauhaus. I 1800-tallet samlede psykologer optiske illusioner, der viser, hvor let øjet lader sig narre: I Hermann-gitteret fra 1870 flimrer grå pletter i krydsene mellem hvide linjer på sort bund, selv om der ingen er. I 1920’erne lærte Bauhaus kunstnere at studere sansningen og at bygge billeder op af enkle elementer, og lærere som Josef Albers undersøgte, hvordan farver forandrer hinanden. Marcel Duchamps roterende Rotoreliefs fra 1935 forvandlede allerede flade cirkler til bevægelig dybde. 1950’ernes og 1960’ernes op-kunstnere gjorde sådanne effekter til hele meningen med et maleri.

Et Hermann-gitter: et sort kvadrat gennemskåret af hvide linjer, hvor grå pletter ser ud til at flimre i krydsene — Hermann-gitteret, beskrevet af Ludimar Hermann i 1870: Der dukker grå pletter op i krydsene mellem de hvide linjer, selv om der ingen er.

Victor Vasarely, op-artens fader

Den ungarskfødte maler Victor Vasarely (1906–1997) kaldes ofte op-artens fader. Han blev født i Pécs, studerede i Budapest på en lille skole kendt som Budapest-Bauhaus og flyttede i 1930 til Paris, hvor han i mange år arbejdede som grafisk designer for reklamebureauer. I 1937 lavede han Zebraer: sorte og hvide striber, der bøjer sig og danner to zebraer uden en eneste omridslinje – et af de første op-art-værker. I 1955 udgav han sit Gule manifest til udstillingen Le Mouvement i Galerie Denise René i Paris og opfordrede til en kunst om bevægelse og sansning, skabt med nye teknikker og åben for alle.

Victor Vasarely i 1978 — Victor Vasarely, 1978.

Vega: gitteret, der svulmer op

Fra 1960’erne byggede Vasarely sine billeder op af det, han kaldte plastiske enheder: et farvet kvadrat med en mindre form – en cirkel, et kvadrat eller en rombe – i en kontrastfarve indeni. Kombineret som bogstaverne i et alfabet kunne disse enheder gentages, omfarves og trykkes i det uendelige, hvilket passede til hans drøm om kunst for alle, solgt som billige tryk. I hans Vega-serie fra slutningen af 1960’erne ser et skakbræt af sådanne enheder ud til at svulme op til en kugle: Kvadraterne og cirklerne vokser ind mod midten og skrumper ud mod kanterne, så det flade lærred buler ud mod beskueren. Vega-Nor (1969) på Buffalo AKG Art Museum er et berømt eksempel.

Vasarelys Vega-Nor: et skakbræt af farvede kvadrater og cirkler, der buler ud mod midten som en kugle — Victor Vasarely, Vega-Nor, 1969. Olie på lærred, Buffalo AKG Art Museum.

Bridget Riley i sort og hvid

Den britiske maler Bridget Riley, født i London i 1931, slog igennem i begyndelsen af 1960’erne med sort-hvide malerier. I Movement in Squares (1961) presses et enkelt skakbræt sammen mod en lodret linje, og overfladen ser ud til at folde sig væk og komme tilbage. I Fall (1963) og Current (1964) bøjer og strammer tynde sorte linjer sig, indtil hele lærredet ser ud til at flyde og glitre. Riley planlagde hvert værk med nøjagtige studier og arbejdede senere med assistenter, der malede de færdige lærreder. I 1968 blev hun den første kvinde, der vandt den internationale pris for maleri ved Venedig-biennalen.

Bridget Rileys Movement in Squares: et sort-hvidt skakbræt, hvis kvadrater bliver smallere mod en lodret linje, så overfladen ser ud til at folde sig — Bridget Riley, Movement in Squares, 1961. Tempera på masonit, Arts Council Collection, London.

The Responsive Eye

I 1965 åbnede Museum of Modern Art i New York The Responsive Eye, en udstilling med mere end hundrede værker af kunstnere fra mange lande, kurateret af William C. Seitz. Rileys Current prydede forsiden af kataloget. Udstillingen blev en kæmpe publikumssucces, og inden for få uger dukkede op-art-mønstre op på kjoler, i butiksvinduer, på plakater og i reklamer. Mange kritikere afviste dog stilen som en forbigående gimmick, og Riley blev forfærdet over at se sine værker kopieret på tøj i New Yorks butiksvinduer. Udstillingen gjorde op-art berømt – og gjorde den moderne næsten for hurtigt.

Lys, farve og bevægelse i Latinamerika

Noget af den mest opfindsomme optiske kunst kom fra Latinamerika. Venezuelaneren Jesús Rafael Soto (1923–2005) hængte rækker af tynde stænger op foran stribede baggrunde, så værket ser ud til at vibrere, når man går forbi, og byggede Penetrables, rum af hængende tråde, man kan gå igennem. Hans landsmand Carlos Cruz-Diez (1923–2019) udforskede, hvordan farver blandes i øjet, i sine Physichromies og i kæmpestore værker i det offentlige rum, som det stribede gulv i lufthavnen ved Caracas. I Paris skabte argentineren Julio Le Parc og Groupe de Recherche d’Art Visuel værker, der leger med lys og bevægelse, tæt på kinetisk kunst.

Rejsende går hen over Carlos Cruz-Diez’ gulv af farvestrålende striber i lufthavnen ved Caracas — Carlos Cruz-Diez, Cromointerferencia de color aditivo, gulvet i Simón Bolívar International Airport i Maiquetía, lufthavnen for Caracas.

Hvorfor billederne ser ud til at bevæge sig

Op-art virker på den måde, øjet og hjernen bearbejder det, de ser. Skarpe kanter mellem sort og hvidt får øjet til at overdrive kontrasten, og derfor dukker grå spøgelser op mellem lyse linjer. Fine gentagne linjer, der overlapper, skaber moirémønstre: glitrende bånd, der flytter sig ved den mindste bevægelse af hovedet. Fordi øjet aldrig står stille, men hele tiden laver små bevægelser, ser kontrastrige mønstre ud til at flimre og flyde. Linjer, der gradvist strammes, eller kvadrater, der gradvist skrumper, opfattes som flader, der krummer i rummet, og tvetydige figurer, som Vasarelys terninger, vipper mellem to måder at se på. Kunstneren sætter fælden; beskuerens egne øjne klarer resten.

Op-art overalt

I midten af 1960’erne forlod op-art galleriet. Sort-hvide op-art-kjoler, tørklæder og strømpebukser fyldte butikkerne, pladecovers og plakater lånte dens spiraler og striber, og designere brugte dens mønstre i indretning og reklame. Vasarely bød udbredelsen velkommen: I 1972 tegnede han Renaults nye logo sammen med sønnen Yvaral, og i 1976 åbnede han Fondation Vasarely i Aix-en-Provence, en bygning af sammenhængende sekskantede haller, som han selv tegnede for at vise sine monumentale værker og forene kunst og arkitektur. Der åbnede også museer for hans værker i Pécs og Budapest i hans fødeland Ungarn.

Fondation Vasarely i Aix-en-Provence, en bygning af sekskantede haller med sorte og hvide cirkler i kvadrater på væggene — Fondation Vasarely i Aix-en-Provence, tegnet af Victor Vasarely og åbnet i 1976.

Efter tresserne

Ved slutningen af 1960’erne var op-art-moden ebbet ud, men kunstnerne fortsatte. Bridget Riley gik over til farver fra 1967 og malede striber, kurver og, efter en rejse til Egypten i 1979–80, glitrende romber i en palet inspireret af oldtidens egyptiske kunst. Vasarely blev ved med at udvikle sit plastiske alfabet til sin død i 1997. Op-artens idéer – kunst skabt af regler, gentagne enheder og præcise mønstre – foregreb computerkunst og digitalt design, og dens illusioner lever videre i grafisk design, mode, arkitektur og på de skærme, vi kigger på hver dag.

En digital hyldest i PictorX

Op-art-appen i PictorX er en digital hyldest til disse kunstnere. Den er ikke en gengivelse af nogen af deres værker og ikke en AI-kopi: Hvert billede bygges op af dit eget foto, hvis toner og farver bestemmer størrelsen på hver kugle, skive og hvert kvadrat og tykkelsen af hver linje. Den begynder med Salvador Dalís Galatea af kuglerne (1952), et portræt af svævende kugler, og tilføjer Vasarelys svulmende gitre og Bridget Rileys bølger og skakbrætter. Ægte op-art ses bedst i virkeligheden: på Museum of Modern Art i New York, Tate i London, Centre Pompidou i Paris, Buffalo AKG Art Museum, Fondation Vasarely i Aix-en-Provence og Vasarely-museerne i Ungarn.

Et portræt af en kvinde tegnet i bølgende sorte og hvide linjer, der træder frem fra en baggrund af bølger, som løber den anden vej, lavet med Op-art-appen i PictorX

Lav din egen op-art i PictorX

Åbn Op-art-appen og indlæs et foto – et portræt med et tydeligt motiv fungerer bedst. Vælg en Stil – Kugler, Vega, Bølger, Kvadrater, Ringe eller Terninger – eller start fra en favorit som Galatea af kuglerne, Vega, Riley – Strøm eller Zebra. Vælg en Palet – Foto, Sort-hvid, Vasarely, Riley, Neon eller Pastel – og en Baggrund: mønsteret over hele billedet, et modmønster, Galateas himmel og hav eller en enkel bund. Brug derefter Størrelse, Forvrængning, Kontrast, Skyggelægning og Vinkel, klik eller træk på billedet for at flytte illusionens centrum, og slå Fjern baggrund til for en ren udskæring. Gem en PNG, eller fortsæt redigeringen i PictorX.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er op-art?

Op-art, kort for optisk kunst, er en stil inden for abstrakt kunst fra 1960’erne, skabt af præcise geometriske mønstre – linjer, kvadrater, cirkler – der ser ud til at bevæge sig, bule ud eller vibrere på en flad overflade. Dens emne er selve sansningen.

Hvem er de mest kendte op-art-kunstnere?

Victor Vasarely og Bridget Riley er de mest berømte. Andre er blandt andre Jesús Rafael Soto, Carlos Cruz-Diez, Julio Le Parc, Yaacov Agam og Richard Anuszkiewicz.

Hvorfor ser op-art ud til at bevæge sig?

Stærke kontraster, fine gentagne linjer og gradvise ændringer i størrelse eller afstand spiller på, hvordan øjet og hjernen opfatter kanter, dybde og bevægelse. Fordi øjet aldrig står helt stille, ser sådanne mønstre ud til at flimre, flyde eller bule ud.

Hvad er forskellen på op-art og popkunst?

Popkunsten fra de samme år lånte billeder fra tegneserier, reklamer og kendisverdenen. Op-art er abstrakt: Den viser slet ingen genstande og bruger geometri til at skabe illusioner. Navnet op-art blev skabt som et ordspil på popkunst (pop art).

Kan jeg lave op-art ud fra et foto?

Ja. Op-art-appen i PictorX bygger dit foto op igen af kugler, skiver, bølger, kvadrater, ringe eller terninger i Dalís, Vasarelys og Rileys ånd.

Relaterede værktøjer

Op-art: dit foto som optisk illusion

Forvandl et foto til op-art i din browser: Dalís Galatea af kuglerne, Vasarelys Vega, Bridget Rileys bølger, relieflinjer, moiré, spiraler og forvrængede gitre — i dit motiv eller i en form, stillestående eller animeret.

Optiske illusioner

Leg med 13 klassiske optiske illusioner i din browser, de fleste lavet af dit eget foto: farve fra gråt, et efterbillede, en drejende spiral, et skjult billede, cafévæggen, Fraser-spiralen, drivende hjul og mere. Slå Afslør tricket til for at se, hvordan hver enkelt virker.

Et firedelt billede fra appen Optisk illusion i PictorX: en papegøje halvt i farver og halvt i gråt under et gitter af tynde linjer, ringe af blå, gule, sorte og hvide fliser, en snoet sort-hvid spiral og en cafévæg af forskudte sorte og hvide rækker

Optiske illusioner

En kort guide til optiske illusioner: farve fra gråt, efterbilleder, bevægelseseftereffekten, cafévæggen, Fraser-spiralen, Hermann-gitteret og hvorfor stillestående billeder ser ud til at bevæge sig — og tretten klassiske illusioner, du kan lege med i PictorX, de fleste lavet af dit foto.

Salvador Dalí

En kort guide til Salvador Dalí: hans barndom i Figueres og Cadaqués, Lorca og Buñuel, Gala og surrealisterne, Erindringens vedholdenhed, dobbeltbilleder, krykker, skuffer og en hummertelefon, Hollywood og Disney, Leda Atomica, hans Teater-Museum og en digital hyldest, du kan prøve i PictorX.