Bertrands paradoks forklaret
I 1889 stillede den franske matematiker Joseph Bertrand et spørgsmål, der lyder, som om det har ét svar: Træk en tilfældig korde i en cirkel; hvor sandsynligt er det, at den er længere end en side i den ligesidede trekant, der er indskrevet i cirklen? Derefter gav han tre omhyggelige løsninger med tre forskellige resultater. Gåden er ikke et trick. Den viser, at „tilfældigt“ intet betyder, før du siger, hvordan det tilfældige valg foretages.
Spørgsmålet
Tag en cirkel med radius r og den ligesidede trekant, der passer inde i den; hver af dens sider er √3 r lang, omkring 1,73 r. Vælg nu tilfældigt en korde, en ret linje fra ét punkt på cirklen til et andet. Hvad er sandsynligheden for, at korden er længere end en side i trekanten? Bertrand stillede spørgsmålet i sin Calcul des probabilités for at advare mod problemer om uendelige mængder af muligheder, som ikke siger, hvordan et valg foretages, og han besvarede det tre gange.
Tilfældige endepunkter: 1/3
Vælg to punkter på cirklen uafhængigt af hinanden, og forbind dem. Fordi cirklen ser ens ud fra ethvert punkt, kan du dreje trekanten, så ét hjørne ligger på det første punkt. Korden er da længere end en side, netop når det andet punkt falder på buen mellem de to andre hjørner, som er en tredjedel af cirklen. Sandsynligheden er altså 1/3.
Tilfældig radius: 1/2
Vælg en radius, derefter et jævnt fordelt punkt på den, og tegn korden gennem det punkt vinkelret på radius. Drej trekanten, så én side også står vinkelret på den radius. Den side krydser radius i dens midtpunkt, i afstanden r/2 fra centrum. Korden er længere end siden, når dens punkt ligger tættere på centrum end r/2, hvilket sker for halvdelen af radius. Sandsynligheden er altså 1/2.
Tilfældigt midtpunkt: 1/4
Enhver korde undtagen en diameter har præcis ét midtpunkt, så du kan vælge en korde ved at vælge dens midtpunkt jævnt fordelt hvor som helst inde i cirklen. En korde er længere end siden, netop når dens midtpunkt ligger inden for r/2 fra centrum. Den indre cirkel har den halve radius og dermed en fjerdedel af arealet. Sandsynligheden er altså 1/4.
Hvad der reelt er forskelligt: midtpunkterne
Halvdelen af en korde i afstanden d fra centrum er √(r² − d²) lang, så enhver korde er længere end trekantens side, netop når d < r/2. Det er de tre metoder enige om; de er kun uenige om, hvor ofte hver afstand d forekommer. Med tilfældige endepunkter samler midtpunkterne sig mod kanten med tætheden 2 / (π√(r² − d²)). Med en tilfældig radius er alle afstande lige sandsynlige. Med et tilfældigt midtpunkt vokser tætheden med d, som 2d / r², fordi der er mere plads langt fra centrum. Andelen af hver fordeling under r/2 er 1/3, 1/2 og 1/4. Et histogram over midtpunkternes afstande viser de tre former på én gang, og det er den tydeligste måde at se, at metoderne simpelthen er forskellige eksperimenter.
Indifferensprincippet
Bertrands mål var indifferensprincippet: Når du intet ved, der favoriserer én mulighed, så giv dem alle samme sandsynlighed. Med endeligt mange tilfælde, som siderne på en terning, virker det. Med uendeligt mange siger det ikke, hvad „samme“ skal betyde: lige stor sandsynlighed for lige lange buestykker, lige lange stykker af radius eller lige store arealer af cirkelskiven. Hvert valg er jævnt i én beskrivelse og ujævnt i de andre, og hvert fører til et andet svar. Moderne sandsynlighedsregning undgår problemet ved at kræve, at ethvert spørgsmål angiver sin sandsynlighedsfordeling.
Jaynes og de kastede strå
I sin artikel The Well-Posed Problem fra 1973 spurgte fysikeren Edwin Jaynes, hvad der sker, når problemet gøres fysisk: Strå kastes på en cirkel tegnet på gulvet af en, der står for langt væk til at sigte. Svaret bør ikke ændre sig, hvis cirklen flyttes lidt eller tegnes lidt større, for kasteren kan ikke se forskel. Jaynes viste, at kun én fordeling af linjer har begge egenskaber, den med jævnt fordelte afstande fra centrum, så svaret er 1/2, og han rapporterede, at rigtige strå stemte overens. Ikke alle accepterer, at det afgør spørgsmålet for enhver fortolkning af „tilfældigt“, men det viser, hvordan et vagt spørgsmål kan blive et velstillet.
Udforsk det
Åbn Bertrands paradoks for at trække korder med tilfældige endepunkter, en tilfældig radius, et tilfældigt midtpunkt eller kastede strå. Trekanten drejer, som hvert argument kræver, den indre cirkel viser, hvilke midtpunkter der giver lange korder, og et skift fra korder til midtpunkter viser, hvor hver metode placerer dem. Et histogram sammenligner midtpunkternes afstande med teorikurven, og Sammenlign alle trækker 10.000 korder med hver metode, så de fire svar står side om side i én tabel.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Joseph Bertrand?
En fransk matematiker, 1822 til 1900, der arbejdede med talteori, differentialgeometri, sandsynlighedsregning og økonomi. Bertrands postulat, at der altid er et primtal mellem n og 2n, og Bertrand-konkurrence i økonomi er også opkaldt efter ham. Kordeproblemet findes i hans bog Calcul des probabilités fra 1889.
Er et af de tre svar forkert?
Nej. Hvert er det eksakte svar for sin egen måde at vælge en korde på. Paradokset er, at spørgsmålet, som Bertrand formulerede det, ikke siger, hvilken metode der skal bruges, og at metoderne giver forskellige sandsynligheder til den samme mængde korder.
Hvorfor optræder 1/2 to gange?
Et tilfældigt punkt på en tilfældig radius og et tilfældigt strå, der krydser cirklen, giver begge et midtpunkt, hvis afstand fra centrum er jævnt fordelt fra 0 til r. Forskellige fremgangsmåder kan give den samme fordeling, og så giver de de samme svar på ethvert spørgsmål.
Har det noget med Buffons nål at gøre?
Begge hører til geometrisk sandsynlighed, hvor chancer måles med længder, arealer og vinkler. Buffons nål fra 1777 er velstillet, fordi nålens position og vinkel antages at være jævnt fordelt, og den fører til π. Bertrands paradoks viser, hvad der sker, når et spørgsmål lader det valg stå åbent.
Er du klar til at prøve?
Åbn PictorX i din browser – ingen installation og intet kreditkort for at komme i gang.
Åbn Bertrands paradoks