Rumudfyldende kurver forklaret
En linje er endimensional, og et kvadrat er todimensionalt, så det virker indlysende, at en linje aldrig kan dække et kvadrat. I 1890 viste Giuseppe Peano, at det kan den: der findes en kontinuert kurve, som går gennem hvert punkt i et kvadrat. Opdagelsen tvang matematikerne til at genoverveje, hvad en kurve og en dimension er, og et århundrede senere holder de samme kurver orden på data fra kort og billeder inde i computere.
Lige så mange punkter som et kvadrat
I 1877 beviste Georg Cantor, at et linjestykke har præcis lige så mange punkter som et kvadrat: hvert punkt i kvadratet kan parres med sit eget punkt på linjen. Han skrev til Richard Dedekind: ”Jeg ser det, men jeg tror det ikke.” Cantors parring springer dog vildt omkring; den river linjen til støv. Det åbne spørgsmål var, om en linje kunne dække et kvadrat uden at blive revet i stykker, det vil sige kontinuert.
Peanos kurve
I 1890 gav den italienske matematiker Giuseppe Peano svaret: ja. Han beskrev, udelukkende med formler og uden et eneste billede, en kontinuert kurve, der går gennem hvert punkt i enhedskvadratet. Hans konstruktion deler kvadratet i 9 mindre kvadrater, går gennem dem i S-sving og gentager det inde i hvert af dem, igen og igen.
Hilberts billede
Et år senere offentliggjorde David Hilbert en enklere udgave, med det billede, der gjorde idéen synlig. Del kvadratet i 4, og forbind midtpunkterne med én bøjet linje. Del så hvert lille kvadrat i 4, og gør det igen, idet du drejer de små kopier, så linjen løber videre fra den ene til den næste. Kurven på niveau n besøger 4ⁿ celler; det, der udfylder kvadratet, er grænseværdien af alle niveauerne. I 1900 angav Eliakim Hastings Moore en variant, der slutter, hvor den begynder, en lukket sløjfe.
Hvorfor grænseværdien virker
Følg ét punkt på linjen, for eksempel det, der ligger en tredjedel af vejen. På niveau 1 ligger det i en af de 4 celler. På hvert følgende niveau flytter det sig, men det bliver inden for den celle, og derefter inden for en fjerdedel af den, og så videre: inden for en celle, hvis side halveres hver gang. Dets placering falder altså til ro, og det samme gælder for hvert punkt på linjen. Grænseværdien er en kontinuert kurve. Og fordi hvert niveau besøger hver celle i et stadig finere gitter, kommer grænsekurven vilkårligt tæt på hvert punkt i kvadratet og når det også, fordi den er kontinuert.
Det kan ikke gøres én-til-én
En rumudfyldende kurve må betale en pris. I 1879 beviste Eugen Netto, at en linje ikke kan afbildes på et kvadrat kontinuert og én-til-én på samme tid. Kurven må altså gå gennem nogle punkter mere end én gang; Hilbert-kurven rører nogle punkter op til fire gange. Den er heller ikke glat noget sted: den har ikke en tangent i noget punkt.
Længde og dimension
Niveau n af Hilbert-kurven er 2ⁿ − 2⁻ⁿ gange så langt som kvadratets side, omkring dobbelt så langt som niveauet før. Længden vokser ud over alle grænser, og alligevel forlader kurven aldrig kvadratet. En kurve, der består af 4 kopier af sig selv i halv størrelse, har dimensionen log 4 / log 2 = 2, dimensionen af det kvadrat, den udfylder. Peano-kurven har 9 kopier i en tredjedel af størrelsen: også log 9 / log 3 = 2.
At holde naboer sammen
Hilbert-kurven har en egenskab, der gør den nyttig: punkter, der ligger tæt på hinanden på linjen, ender tæt på hinanden i kvadratet. Det omvendte kan ikke altid gælde: to naboceller kan ligge langt fra hinanden på linjen. Computere bruger kurven til at lagre todimensionale data, såsom kortfliser, pixler eller steder på jordkloden, i en endimensional rækkefølge, der holder de fleste naboer tæt på hinanden. Z-ordningen, som Guy Morton beskrev hos IBM i 1966, klarer samme opgave ved at flette de to koordinaters bits sammen. Den er hurtigere at beregne, men den holder naboer mindre godt sammen, fordi den springer.
Gospers flowsnake og Sierpińskis pilespids
Ikke alle rumudfyldende kurver udfylder et kvadrat. Bill Gospers kurve fra 1973, kendt som flowsnake, siden Martin Gardner skrev om den i 1976, løber over et gitter af trekanter med syv segmenter for hvert enkelt. Den udfylder Gosper-øen, en form med fraktal kystlinje, hvoraf syv kopier passer sammen til en større. Wacław Sierpińskis pilespidskurve ligner den ved første øjekast, men den har kun tre stykker pr. segment i halv størrelse og udfylder derfor ingenting: den tegner Sierpiński-trekanten, som har dimensionen log 3 / log 2 ≈ 1,585.
Udforsk det
Åbn udforskeren til rumudfyldende kurver, og tryk på ”Afspil” for at se en pen tegne hvert niveau af Hilbert-kurven fra start til slut. Skift til Peanos S-sving, Moores lukkede sløjfe, den springende Z-ordning, Gospers flowsnake og pilespidsen. Sæt pennen et vilkårligt sted på kurven eller på tallinjen under billedet for at se, hvilket skridt der lander i hvilken celle, og slå ”Vis forrige niveau” til for at se, hvordan hvert skridt bliver til et helt sving.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem opdagede den første rumudfyldende kurve?
Giuseppe Peano, i 1890. Derfor kaldes rumudfyldende kurver også Peano-kurver. David Hilberts kurve fra 1891 er den bedst kendte, fordi Hilbert var den første, der tegnede et billede af konstruktionen.
Er en rumudfyldende kurve en fraktal?
Den er bygget som en, af mindre kopier af sig selv. Men dens fraktale dimension er 2, et helt tal, fordi den færdige kurve dækker en flade. Sierpińskis pilespidskurve, med en dimension på omkring 1,585, er en fraktal i sædvanlig forstand.
Hvor lang er Hilbert-kurven?
Niveau n er 2ⁿ − 2⁻ⁿ gange kvadratets side: 1,5 på niveau 1, 15,94 på niveau 4 og næsten 256 på niveau 8. Grænsekurven er uendelig lang.
Hvor mange niveauer kan udforskeren tegne?
Op til 8 niveauer for Hilbert-kurven, Moore-kurven og Z-ordningen, hvilket er et gitter med 256 gange 256 celler; 5 for Peano-kurven (243 gange 243 celler) og Gosper-kurven (16.807 segmenter); og 10 for Sierpińskis pilespids (59.049 segmenter).
Er du klar til at prøve?
Åbn PictorX i din browser – ingen installation og intet kreditkort for at komme i gang.
Åbn udforskeren til rumudfyldende kurver