Om solsystemet | Newtons tyngdekraft i bevægelse

Et solsystem i miniature

Appens sol har massen 1000, og hver planet, måne og dværgplanet har sin virkelige masse i forhold til den, så Jupiter har med 1 omtrent det virkelige forhold på 1 til 1047. Planeterne beholder deres virkelige rækkefølge og hældninger og dværgplaneterne deres virkelige baner, men afstandene er presset sammen, så Merkur og Neptun kan være på skærmen samtidig: Neptun er 4,5 gange så langt ude som Jorden i stedet for 30. Hvert legeme trækkes af alle de andre efter Newtons lov, så banerne opstår af den samme regel, som holder de virkelige baner på plads. Det svage støv mellem Mars og Jupiter er asteroidebæltet: 1500 asteroider, for små til at trække i noget og for mange til at regne på, så hver af dem følger blot en fast ellipse om solen. Deres baner er strakte og hældende som de virkelige, så bæltet er en tyk ring, og de springer Kirkwood-hullerne over, som Jupiters tiltrækning holder tomme. Tre rumsonder flyver mellem dem som små ikoner: Parker Solar Probe, som dykker helt ned til 6,9 millioner km fra solen, tættere end noget andet, der nogensinde er bygget, i en bane, der rækker ud til Venus; James Webb-rumteleskopet, som kredser om punktet L2 1,5 millioner km bag Jorden og er tegnet 18 gange længere ude, lige bag Månen; og Voyager 1, den fjerneste rumsonde, 171 AE ude og på vej væk med 3,6 AE om året, så langt borte, at en pil ved kanten peger på den. De har ingen masse og følger deres virkelige baner efter formler, for Webb holder kun sit ligevægtspunkt ved at fyre sine raketmotorer af.

Montage af Solen og planeterne i solsystemet — Solsystem-montage. Billede: NASA/JPL, offentlig ejendom

Hvor favoritterne fører dig hen

Hver favorit flyver kameraet til et sted i det samme solsystem, som kører videre, og legemerne bliver ved med at bevæge sig. Hele solsystemet og de indre planeter ses på skrå. Jorden og Månen, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun samt Pluto og Charon flyver med det pågældende legeme, beskåret så dets måner er med i billedet. Kuiperbæltet ser ned på det ydre solsystem og kører femten gange hurtigere, så Neptun går rundt på under et minut. Tilfældiggør flyver helt tæt på et tilfældigt valgt legeme.

Jorden set fra Apollo 17, Blue Marble — Jorden fra Apollo 17. Billede: NASA, offentlig ejendom

Baner i tre dimensioner

Planeterne kredser ikke i ét fladt plan. Hver bane hælder lidt i forhold til Jordens, hvis plan kaldes ekliptika: Merkurs med 7°, Venus' med 3,4°, Saturns med 2,5° og de øvrige med mindre end 2°. Mini-solsystemet bruger disse virkelige hældninger, og dets Måne kredser om Jorden i en bane, der hælder 5,1° ligesom den rigtige. Visningens inklination i er netop denne hældning. Træk i billedet for at dreje det, eller vælg Fra kanten under Vis for at se banerne fra siden. Zoom tæt ind på en af de otte planeter eller Månen for at se en globus, der drejer om sin virkelige, skrå akse: Jorden med sine virkelige kystlinjer, skyer, iskapper og byernes lys på natsiden, og Mars med sine mørke pletter og hvide polarkalotter. Af Venus ser man kun toppen af dens tykke, lysegule skyer, som farer baglæns rundt om planeten på fire jorddøgn. Jupiter viser sine bælter og zoner og Den Store Røde Plet, og Saturn sine blødere bånd, sekskanten om sin nordpol og skyggen af sine ringe. Uranus, der ligger på siden, er en bleg cyanfarvet kugle med et lyst dis over den ene pol, og Neptun en dybere blå med hvide skyer og Den Store Mørke Plet, som Voyager 2 så i 1989. Målt mod deres år er deres døgn meget længere end i virkeligheden, så drejningen er let at følge. To beholder deres virkelige døgn: den grå, kraterfyldte Merkur, der drejer tre gange om sig selv for hver to gange, den kredser om Solen, og Månen, der drejer én gang for hver tur om Jorden og derfor altid vender den samme side mod Jorden, med sine mørke maria og Tychos lyse stråler. Titan, Saturns største måne, er en kugle af orange dis, smoggen fra dens tykke kvælstofatmosfære, omkranset af et tyndt blåt lag, og også den vender altid den samme side mod sin planet. Uranus' måner ser ud, som Voyager 2 så dem i 1986: den grå Miranda, plettet med coronae, store ovaler stribet i lyse og mørke bånd, den ene med et lyst V; Titania, tæt besat med kratere og kløvet af lange kløfter; og den mørkere Oberon, hvis største kratere har mørke bunde midt i lyse stråler. Triton, Neptuns største måne, ser ud, som Voyager 2 så den i 1989: en svagt lyserød polarkappe af kvælstofrim over sydpolen, stribet mørk af fanerne fra dens gejsere, og bag den gråere grund, fuld af fordybninger som skallen på en cantaloupmelon, med glatte sletter, som iskold lava for længe siden oversvømmede. Mars' to små måner er ingen kugler: Phobos, 27 km lang, er en mørk klump fuld af kratere og parallelle riller, med det store krater Stickney i den ene ende; Deimos, halvt så stor, er glattere, dens kratere udvisket af støv. Begge vender den lange ende mod Mars. Zoom tæt ind på solen for at se dens overflade: lysest i midten, mørkere og rødere ud mod kanten, hvor man kun ser dens køligere øvre gas, fint plettet, med nogle få grupper af solpletter, der driver hen over den, mens solen drejer én gang på 25 dage. Saturns ringe følger rumsonden Cassinis målinger: den svage, gennemskinnelige C-ring, den lyse B-ring, den mørke Cassini-deling og A-ringen med Encke-delingen, fint rillede tæt på. Saturns skygge falder hen over dem, og set fra deres ubelyste side bliver den tætte B-ring mørk, mens sollyset skinner gennem de tyndere ringe. Tæt på syder Jupiters skyer, som Juno og Hubble viser dem: mørke hotspots langs Det Nordlige Ækvatorbælte trækker blågrå festoner efter sig, Den Store Røde Plet, skrumpet til omkring 16.000 km, hvirvler i sin lyse fordybning ved siden af Oval BA og en perlerække af hvide ovaler, og blågrå storme trænges om dens poler. Tæt på viser Uranus' lyse polarkappe et mørkere bånd langs kanten og nogle få små storme uden for den, og dens smalle, mørke ringe ses som svage hårfine linjer, ε-ringen den lyseste, sådan som James Webb-rumteleskopet ser dem. Neptuns blå er dens sande farve, en blød azur kun lidt dybere end Uranus, sådan som Voyager 2's billeder viser, når deres forstærkede kontrast er fjernet. Tæt på kaster dens høje hvide skyer svage skygger, en lys hvirvel kroner dens sydpol, og svage, støvede ringe omgiver den, Adams-ringen med lysere buer, der kredser med den. Tæt på viser Merkur det, som rumsonden MESSENGER kortlagde: det enorme Caloris-bassin med sin glatte, lyse bund omgivet af bjerge, glatte sletter i det høje nord, lange skrænter, hvor planeten skrumpede, da den kølede af, og lyse, blålige fordybninger, hvor klippe er fordampet. Venus' skyer ser næsten mønsterløse ud for øjet, så deres mønstre er kun tegnet svagt: det mørke Y, som ultraviolette kameraer ser, bueformede striber, plettede celler omkring ækvator og en lys krave om hver pol. Tæt på flyder Månens have sammen med flossede kyster, hver lavastrøm i en lidt anden nuance, en anelse blålig, hvor den er rig på titan, som i Mare Tranquillitatis; Plato og Grimaldi har mørk bund, og ringene om Mare Orientale danner en skydeskive på dens vestlige rand.

Dværgplaneter og Kuiperbæltet

Astronomerne regnede Pluto for den niende planet fra opdagelsen i 1930 til 2006, hvor Den Internationale Astronomiske Union klassificerede den som en dværgplanet. Den ligger i Kuiperbæltet, området med iskolde legemer uden for Neptuns bane. Kuiperbælteobjekter er små legemer af is og sten, rester fra solsystemets tidlige tid. I mini-solsystemet følger Pluto sin virkelige bane: excentricitet 0,25, hældning 17°, med perihel lige inden for Neptuns bane. Den går to gange rundt, mens Neptun går tre gange rundt, og den 3:2-resonans holder de to langt fra hinanden. Plutos største måne, Charon, har sin virkelige masse, en ottendedel af Plutos, så de to kredser om et punkt mellem sig, og sit virkelige, næsten oprejste baneplan. Den rigtige Charon går rundt på 6,4 dage, alt for hurtigt til at beregne her, så den er sat længere ude og går cirka 50 gange rundt pr. Plutoår, og ligesom Månen tegnes den 60 gange længere ude. De andre navngivne dværgplaneter følger også deres virkelige baner efter JPL og starter, hvor de var den 9. juni 2026: Ceres i asteroidebæltet, med afstanden presset sammen ligesom planeternes, Haumea og Makemake i Kuiperbæltet og Eris, der svinger ud til 97 AE i en bane med 44° hældning. Omkring kredser 160 Kuiperbælteobjekter, skabt til at ligne det virkelige bælte. De fleste følger næsten cirkulære baner 42 til 48 AE fra solen, nogle med stor hældning, og en fjerdedel, plutinoerne, deler Plutos resonans. Uden for Neptun holder billedet Neptuns målestok, så disse baner beholder deres virkelige omløbstider i forhold til Neptuns. Zoom tæt ind på Pluto og Charon for at se dem, som New Horizons så dem i 2015: Plutos lyse hjerte med issletten Sputnik Planitia og det mørkerøde område Cthulhu, og den grå Charon med en rødlig kalot over sin nordpol. De to vender altid den samme side mod hinanden. De andre dværgplaneter kan også ses tæt på: Ceres, mørk og fuld af kratere, som rumsonden Dawn så den, med de lyse saltpletter i krateret Occator; Haumea, et æg af is med en mørkerød plet, der drejer én gang rundt på 3,9 timer inden for en tynd ring; Makemake, rødbrun; og Eris, næsten hvid, et af de klareste legemer i solsystemet. Kuiperbælteobjekterne er tegnet, som de virkelige ser ud: grå til dybrøde og mørke. Zoom tæt ind på et af dem for at se en lille, knoldet verden eller to lapper, der hænger sammen, som Arrokoth, som New Horizons fløj forbi i 2019.

Jupiters galilæiske måner

Galileo Galilei så Jupiters fire største måner første gang i 1610, og tilsammen rummer de næsten al massen i Jupiters månesystem. Io er det mest vulkansk aktive legeme i solsystemet, opvarmet af Jupiters tidevandskræfter. Under Europas glatte isskorpe gemmer sig sandsynligvis et hav af flydende vand. Ganymedes er solsystemets største måne, større end planeten Merkur, og den eneste måne, man ved har sit eget magnetfelt. Callisto har en ældgammel, tæt kraterdækket overflade af is og sten, måske med et hav nedenunder. I mini-solsystemet har de deres virkelige masser og kredser i Jupiters ækvatorplan. De rigtige går rundt på 1,8 til 16,7 dage, alt for hurtigt til at beregne her, så de er sat længere ude, men med deres virkelige indbyrdes forhold: Io går stadig to gange rundt for hver gang Europa går én og fire gange for hver gang Ganymedes går én, Laplace-resonansen. De tegnes 14 gange længere ude. Zoom tæt ind for at se dem, som rumsonden Galileo så dem: Io gul af svovl, rødbrun ved polerne og plettet med mørke vulkaner, nogle omgivet af en rød ring; Europas lyse is gennemskåret af rødlige revner; Ganymedes' mørke gamle områder mellem lysere, rillet terræn med rim over polerne; og den mørke Callisto, tæt besat med kratere omkring ringbassinet Valhalla. Hver af dem vender altid den samme side mod Jupiter.

Ofte stillede spørgsmål

Er solens masse realistisk?

I mini-solsystemet er solen 1000 og Jupiter 1. Den rigtige Jupiter er omkring 1/1047 af solen, så forholdet er tæt på. Månen har 1/81 af Jordens masse og kredser i 1/389 af Jordens afstand til solen, ligesom den rigtige. Det er for tæt på til at se den ved siden af Jorden, så den tegnes 60 gange længere ude. Mars har sine to små måner, Phobos og Deimos, med deres virkelige masser, på Mars' ækvator, der hælder 26,7° i forhold til Jordens bane. De rigtige går rundt på 7,7 og 30 timer, alt for hurtigt til at beregne her, så de er sat længere ude, men med deres virkelige indbyrdes forhold, så Phobos stadig går fire gange rundt, for hver gang Deimos går én, og begge tegnes 120 gange længere ude. Titan, Saturns største måne og den eneste måne med en tyk atmosfære, har sin virkelige masse og kredser i Saturns ækvatorplan, ringenes plan. Den rigtige Titan går rundt på 16 dage, så også den er sat længere ude og tegnes 12 gange længere ude. Triton, Neptuns største måne, går baglæns rundt, mod Neptuns rotation, og er sandsynligvis indfanget fra Kuiperbæltet. Den har sin virkelige masse og en bane, der ligesom den rigtige hælder 130° i forhold til Jordens, men den rigtige Triton går rundt på 5,9 dage, så også den er sat længere ude og tegnes 30 gange længere ude. Uranus ligger på siden, så dens måner Miranda, Titania og Oberon kredser om den i et næsten lodret plan, 98° i forhold til Jordens bane. De har deres virkelige masser. Titania og Oberon beholder deres virkelige indbyrdes afstand, Oberon en tredjedel længere ude; de rigtige går rundt på 8,7 og 13,5 dage, så også de er sat længere ude. Miranda, den inderste, går rundt på kun 1,4 dag og ligger derfor tættere på Titania end den rigtige. Alle tre tegnes 50 gange længere ude.

Starter planeterne, hvor de er i dag?

Det gør dværgplaneterne: De starter, hvor de var den 9. juni 2026, ud fra JPL's baneelementer. Planeterne starter på faste steder rundt om solen, på næsten cirkulære baner, så billedet viser, hvordan de bevæger sig, og ikke, hvordan himlen ser ud i aften.

Uploader PictorX simuleringen?

Nej. Den kører på et lærred i din browser. Gem downloader en PNG, og Rediger åbner billedet i PictorX-editoren.

Hvorfor er Pluto ikke længere en planet?

I 2006 definerede Den Internationale Astronomiske Union en planet som et legeme, der kredser om solen, er massivt nok til, at dets egen tyngdekraft gør det rundt, og har ryddet området omkring sin bane. Pluto opfylder de to første krav, men deler sit område med objekterne i Kuiperbæltet og er derfor nu en dværgplanet. I appen følger den Newtons lov ligesom alle andre legemer.